Om - Historien bag og mine arbejdsprocesser

Om

Jeg er en abstrakt kunstner og maler intuitivt, hvilket vil sige, at min arbejdsproces er af meget spontan karakter. Når jeg starter på et værk, ved jeg ikke nødvendigvis, hvor det ender, men griber blot dén farve eller pensel, der falder mig ind. 

Med min intuitive tilgang til kunsten arbejder jeg uden skitse, og lader blot penslen føre vejen for maleriet og fortællingen om værket. Jeg er skolet i figurativ kunst og bruger aktivt de evner, når jeg maler, tegner og fortolker. Min inspiration henter jeg i figurer, former og strukturer fra naturen og dyrenes verden. 

 

Historien bag

Kunsten har fulgt mig fra barnsben. Med stor fascination af min fars og farfars glæde for at male, har jeg ladet mig inspirere og fordybe.

Kunst er for mig og har altid været et frirum til leg og impulser, hvor jeg kan være mig selv og blomstrer. Et sted uden regler, normer og struktur, hvor jeg ikke bliver bedømt eller vurderet. Gennem kunsten og min abstrakte og intuitive tilgang, genfinder jeg mit frirum.

Arbejdsproces

Jeg arbejder primært med akryl på lærred, mixed media eller træ, og kombinerer det gerne med alternative emner som glas. Jeg er glad for kontraster, som både udspiller sig i farvepaletten og i mine valg af motiver. 

Min kunst bevæger sig på tværs af dynamik og ro. Dynamikken som vi ser i det travle storbyliv og roen, som vi finder i naturen. Jeg er glad for organiske former og henter ofte min inspiration til motiver fra silhuetter, strukturer og former fra naturen og dyrenes verden.